Det må ha' været i sommeren 1981. Jeg var netop afmønstret fra skonnerten Mira i Havnsø og var strandet med min dyngvåde køjesæk på Jyderup Station. Der var et par timer til næste tog.
Der så absolut og aldeles meget kedeligt ud, men så dukkede en farverig skikkelse med Holger Drachmannhat op for enden af perronen.
Det var Wolsing, Seniorklubbens første og meget initiativrige formand, som med høj røst forkyndte for mig, at jeg burde være medlem af den nye forening for seniorer. Jeg skulle bare betale fem kroner om måneden og de ville meget bekvemt blive trukket automatisk via min lønkonto.
Jeg var nærmest beæret og vidste ikke, at man kunne være medlem, når man kun lige var fyldt de 50.
Vi gik ind på nærmeste lokale værtshus og kvalte et par pilsnere.
Mens vi udvekslede forskelligt sladder og jeg kunne fortælle ham detaljer om mordet på en af hans slægtninge ned ved Holeby på Lolland. Jeg havde dækket den meget spektakulære sag for Lollandsposten, Politiken og Ritzau.
Så nogle år senere stod programchef Palle Mogensen på mit kontor i TV-byen, nærmest rødglødende af forargelse, smækfornærmet og rasende.
Det kunne man ikke byde ham. Det lignede ikke noget at genere ham fordi han var blevet ældre. Han skulle arbejde i mange år endnu og så tillod en seniorklub sig at antyde at han burde melde sig ind i deres klub for gamle medarbejdere.
Og så videre.
Det lykkedes mig at forklare ham, at det bestemt ikke var ondt ment og at jeg selv havde været medlem i mange år og at det var en glimrende og nyttig forening.
Det tog et par pilsenerstid og en Gammel Dansk at få hans nervesystem bragt ud af det røde felt.
Om han blev medlem kan jeg ikke huske. Desværre døde han før han for alvor kunne kalde sig senior.
Johs.
Klubben hvor man mødes