Erling Bundgård i Seniorklubben

Vi havde ikke fuldt hus i sjapsølevejret i Klærkesalen i dag, torsdag den 25. februar 2010, men dog fik vi samlet en ret pæn flok trofaste mødedeltagere, som oplevede en spændende eftermiddag med Erling Bundgaard, der morsomt og hudløst fortalte om sin karriere i DR og siden i TV2.

Erling berettede med megen humor om den tid, da han efterfulgte mig som politireporter.

Så er det sagt.

I modsætning til visse andre indrømmer jeg ærligt, at jeg er dybt inhabil, når jeg bedømmer hans foredrag som et af de mest levende, vi længe har haft fornøjelsen af.

Erling, der blev min efterfølger som kriminalreporter i TVA, nåede at oplevede særdeles, livstruende ting og sager. Mødet med de gryende Hells Angels og andre skarnsfolk.

Han oplevede osse den ydmyge rolle at efterfølge den populære Otto Leisner, der havde ringe status i afdelingen, fordi han beskæftigede sig med noget så lavt som Quizsprogrammer, der i dag nærmest dominerer sendefladen på alverdens Tv-stationer.

Det var osse Erling, der gennemførte de første politiprogrammer, som TV2 Station 2, nemlig "Sagen Uopklaret".

En af de første førte til opklaring af et større røveri, men det kostede ham dyrt.

Han havde glemt at notere personnumre på de statister, han brugte, hvorfor DR nægtede at betale honorarer og trak beløbet i hans beskedne løn!

Erlings videre vej gennem underholdningsafdelingen blev meget underholdende, ikke mindst for ham selv. Og de skuespillere, der med Grete Sønck som frontfigur, fik danskerne til at more sig i stor skala.

Det var hendes egen ide, at hun helst skulle medvirke kravlende på gulvet.

Erling måtte love Otto Leisner, at han aldrig ville prøve at efterligne Otto. Og navnlig måtte han aflægge ed på, at han aldrig ville bruge Ottos vittigheder.

Det var nemt nok, sagde Erling: Jeg har aldrig i mit liv fortalt en vittighed!

Han sluttede sin TV2-karriere som Tv-direktør i Randers, hans hjemby, hvor han nu lever lykkeligt sammen med en skolekammerat fra de små klasser. Efter 4 forliste ægteskaber og to børn. I TV-branchen.

Der var, og det kan bevidnes, stort bifald efter hans DVD-fremvising på 4 minutter og 40 sekunder og et fremragende foredrag.

Hold da Kæft, hvor vi har at trække på gamle talenter i det her firma!

Johs.

Klærkesalen var stuvende fuld, da Hans Jørgen Jensen fik ordet efter generalforsamlingen torsdag den 18. februar.
Trods vejrudsigten havde mange vovet pelsen og var draget til Griffenfeldsgade, hvor der er højt til loftet og svært at få ørenlyd, hvilket der vil blive gjort nye forsøg på at råde bod på.

Jeg havde den ære, at introducere foredragsholderen, som jeg med vanlig gammel TVA-jargon kaldte en nulevende dinosaurer.
 
Og den gamle general levede op til både betegnelsen og forventninger og berettede med selvironi om Jensens gode karriere i DR siden 1956, da han som en ret forkølet journalistelev fra Sønderborg søgte ind i Statsradiofonien, dels skriftligt, dels på et af datidens stålbånd.
 
Til hans overraskelse blev han ansat. Og sådan fortsatte det med pudsige, uforudsigelige tilfældigheder til toppen i firmaet.
 
Det var morsomt, hyggeligt og med tydelig tak for en dejlig tid i DR, der blev hans liv og skæbne.
Og som osse skaffede ham en dejlig kone, børn og børnebørn.
 
Vi er sikkert mange, der har det som Hans Jørgen, og han er eminent til at udtrykke de følelser, de fleste af os har for det gamle Hus.
 
Inden Hans Jørgens foredrag, sang vi  efter bedste evne med på Det er så hvidt derude og Jeg ser de bøgelyse øer.
 
Hans Jørgen er nemlig blevet ramt, ikke af en golfbold, men af trangen til korsang.
Vor formand havde haft uheld med at skaffe en pianist, men så fandt han en yndig 17årig konservatorieelev, Steffani, der var på besøg i aktivitetscentret, og hun slog fint tonerne han til fællessangen, der klang smukt i det skønne rum, hvor tidligere nonnerne sang morgensang før Fanden fik sko på.
 
Endnu en god, lang, eftermiddag, mens sneen dynede sig og gjorde hjemturen til en Nordpolsekspedition. Altså bortset fra, at der forleden var 12 plusgrader i Nuuk.
Sådan er det så forskelligt.
Johs.

 
Der var fuldt hus i Klærkesalen, da Frode Kristoffersen underholdt i en times tid og fortalte ikke bare sin, men osse Europas historie.
En forrygende fortæller.

Morsomt og sagligt.
Og med afsyngelse af Katinka, Katinka.
Og hvorfor nu det?
Jo, da Frode rejste Europa rundt for at fortælle om almindelige mennesker i Europa, oplevede han i Portugal, at de sang for ham og hans Tv-hold. Og nu ventede de en dansk sang til gengæld.
Han skånede dem for "Vi sejled' op ad åen", men besluttede at have noget bedre på bedding næste gang.
Og i hele Europa lærte de så at synge med på Sigfred Pedersen Nyhavnsvise!
Sådan.
Ved I i øvrigt, at Europa er en nøgen kvinde?
Og sådan fortsatte det med alvor og gammen.
Og opskrift på Solæg.
Verdenshistorie fortalt med humor og kendsgerninger fra netop vores tid, men oplevet gennem et journalistliv og politisk gerning, bygget på et håb om fordragelighed i et håbløst opdelt Europa, sådan som det så ud efter 1945.
Frode havde trodset et helt umuligt vejr i det sydlige Danmark.
Og nu skal han videre til Flensborg for at være med til at forberede festlighederne i anledning af genforeningen i 1920.
Efter mødet i Klærkesalen var der lige tid til, at nogle gamle drenge fra tiden kunne stikke hovederne sammen, inden Frode skulle tilbage til sneen ved Aabenraa.
Det var heller ikke kedeligt, men nu får I ikke mere for den 25-øre!

Johs.

Seniorklubben gav 4000 kroner til MAF 
 
Mødet torsdag den 21. Januar i Seniorklubben i Klærkesalen med omkring 70 deltagere var lidt specielt. Dels hørte vi om MAF, som vi ikke kendte en pind til. Dels kunne vi overlevere 4.000 kroner til formanden, nemlig vor gamle kollega Arne Puggaard, som støtte til et specielt nødhjælpsarbejde.

Men vi kunne osse erfare, hvordan man kan få et spændende og arbejdsliv efter 40 år i DR.
Teknikeren Arne Puggaard blev ikke mindst kendt af de fleste som formand for Feriefonden.
MAF står for  Mission Aviation Fellowship. En fælleskirkelig organisation, der råder over 125 små fly, som fungerer bl.a. i Afrika og steder som Bangladesh. Sådan nærmest som vi kender det fra de flyvende læger i Australien.
 
MAFs hjælpearbejde kommer alle til gode, uanset religion. Piloterne får ikke løn fra organisationen, men fra sponsorer. Der er i alt 2110 ansatte i MAF, der flyver for livet, som de siger!
 
Aktuelt bør det med, at MAF har tre-fire fly på vingerne i forbindelse med katastrofen på Haiti.
 
Arne viste en af sine mange videofilm og "lysbilleder", som hans kone Kamma havde optaget.
 
Arne er formand for MAF i Danmark og ægteparret bruger en stor del af deres pensionistliv på sagen.
MAF råder over 125 små fly, der kan lande på små pladser og på vandet.
Seniorklubbens bestyrelse, der jo ellers fedter svært med honorarer, havde vedtaget at doble beløbet op, hvis ellers de deltagende medlemmer ville komme til lommerne. Og det endte med i alt 4.000 kroner til MAF.
 
Hvis man vil vide mere, så skriv Arne Puggaard MAF til din computer, så siger den Bingo 1200 gange.
 
Her er osse seneste nyt. Bl.a. beretningen om MAF-piloten, der forleden gik i gang med at sy sårede sammen i Port-au Prince. Uden bedøvelse og uden anden erfaring end den han havde som brandmand i USA, hvor han havde prøvet det en enkelt gang.
Haiti er ikke nyt land for MAF. De har været der siden 1986. Har bl.a. kunnet hjælpe med plads i deres hangarer og med et raffineret kommunikationsudstyr, der drives af solceller og kan fange satellitterne ved hjælp af en stor ballon.
 
Det var et af de arrangementer, mødedeltagerne vil huske længe. Som jeg med sagde i introduktionen, med vanlig taktløshed: Men med henvisning til, at Arne og jeg er gamle FDF'ere: Det kan være, der ikke er et liv efter døden, men der er i hvert fald et liv efter DR.  

Johs.