gramstrup110.oktober 2024
DR Seniorklub havde besøg af Mette Gramstrup, som har været præst på Vesterbro i 37 år, nærmere bestemt Kristkirken på Enghave Plads.

En fortælling om et sted og dets mennesker og store forandringer.

Jeg kom til Vesterbro sommeren 87.

Jeg fik tjenestebolig i Humlebyen, der var en del af Kristkirkens sogn.

Desuden bestod sognet af Tove Ditlevsens Hedebygade sammen med Sundevedsgade og Tøndergade, den “sorte trekant”, hvor man næsten kunne lugte skimmelsvamp og fattigdom om sommeren. Så var der Ejderstedgade, Lyrskovgade og Vesterfælledvej med Enghaveparken som grønt område. (I København var der i 90’erne 3,5 m3 grønt pr indbygger, på Vesterbro knap 1,5 m3).

Og så var der Vesterbrogade, der løber parallelt med Gl.Kongevej på den ene side og Istedgade på den anden.

Dengang før byfornyelsen spejlede de tre parallelle gader på en eller anden måde deres beboeres sociale boligmæssige status.

På Gl.Kongevej kunne man købe sig et nyt køkken, man kunne købe møbler og gardiner, og man kunne købe hatte. Her boede der mennesker, som inviterede gæster og lavede mad til dem.

Det gjorde der vel også visse steder på Vesterbrogade. Men denne gade spejlede en stor etnisk diversitet i restauranter og i tøj!

Og så var der Istedgade. Med antikvariater, der i hvert fald ikke solgte antikviteter. Med kiosker, hvor man kunne købe alskens slags tobakker, sikkert også nogle ikke-lovlige. Og så varder værtshuse. Her spejlede gaden, at den var stedet, hvor man mødtes, hvor man levede og ind i mellem døde.

Det var et miljø, hvor mange kendte hinanden.

Jeg opdagede hurtigt, at når der skulle være en “kommunal bisættelse”, altså en bisættelse hvor, der ikke var pårørende, at så kunne jeg gå ned og ringe på hos nabo eller underbo, og få at vide, hvilket stamværtshus afdøde tilhørte.

De første gange gik jeg ned på værtshuset for at meddele tidspunkt for bisættelse i kirken.

Men holdt hurtigt op, og begyndte at ringe i stedet. For de gange jeg kom, blev jeg så rigeligt beværtet, at jeg blev fuld!!

Men i alle mine 37 år er det kun 2-3 gange, at jeg ikke har kunnet finde nogen venner til afdøde, og så fik jeg nogle konfirmander til at komme, så kirken ikke skulle være et ensomt og forladt sted for et menneske, der ikke længere havde sit liv på Vesterbro og i verden.

Vesterbro var et særligt sted. Det er Vesterbro sikkert stadigvæk, men det er blevet en dyr og homogen bydel, og jeg tror såmænd, at der ikke er den store forskel i forhold til Hellerup, bortset fra måske, at folk her har haver og græsslåmaskiner.

Atter engang havde DR Seniorklub besøg af en spændende og levende foredragsholder, som bare kunne blive ved med at fortælle om sit liv som sognepræst.

Referat

Mette Gramstrup/June

foto
Engell