Bogtarn

Det hører til sjældenhederne at Seniorklubbens månedlige møder holdes uden for de sædvanlige rammer på DR i Aarhus, men det var tilfældet torsdag den 30. oktober, hvor 18 medlemmer og 2 ledsagere mødtes i receptionen i Bogtårnet eller som det rettelig hedder Det Kongelige Bibliotek på hjørnet af Langelandsgade og Vestre Ringgade.

Det er en imponerende bygning under Aarhus Universitet på 14 etager, 45 meter høj og uden vinduer, der på de første 2 etager summer af liv fra de mange studerende på universitet.

Vi blev delt op i 4 hold og startede i kælder 2 med et kig ind i det enorme magasin, der rummer alt hvad DR og TV 2 har sendt siden 1987. Herfra gik turen med elevator til toppen og fra balkonen et imponerende kig ud over Aarhus i det smukke efterårsvejr.

Det kgl. Bibliotek fungerer på mange måder som et almindeligt bibliotek, bortset fra at man ikke selv kan gå rundt mellem reolerne. Bestillinger foregår via nettet, og det er måske også godt nok, for en ting der adskiller sig fra andre biblioteker er, at bøgerne ikke er ordnede alfabetisk, men for at spare plads udelukkende sat ind på reoler, der er tilpasset deres fysiske størrelse.

Efter at have set DKB’s eget lille museum på øverste etage, gik turen til kantinen, hvor klubben var vært med kaffe og kage.

Et meget anderledes og interessant seniormøde.

(Arkivfoto)