At rejse er besværligt
Mit rejseliv er endt. Jeg gider ikke mere. Busture kan jeg ikke holde til og flyvning er besværligt, med lange gangveje, og sure vagter, der skal rage på mig og rode i mine ting.
Slut finale.
Og jeg har allerede rejst, om ikke mere end de fleste, faktisk ikke ret meget, men dog set en stor del af denne planet.
Og utallige domkirker, klostre, borge, storbyer og landsbyer og kuriositeter. Det meste har jeg glemt, men selvfølgelig husker jeg Rom, hvor vi boede i et par uger, Akropolis og Alhambra og Gibraltar og Paris og London og New York og Moskva, Stockholm og Helsingfors og så fremdeles.
Men bedst husker jeg måske Frøken Petersen.
Det begav sig i 1999, Seniorklubben var med bus til Provence.
Vores nuværende æreschauffør var Henning, der havde gamle Søren med som afløserchauffør.
Søren kørte nu bybus i Odense, men havde lovet at hjælpe Henning.
Det blev en festlig rejse trods de lange afstande.
Søren kunne f.eks. finde på at sige, at nu kom vi til en meget vanskelig motorvejsstrækning, og at det var nødvendigt, at han tog over.
Til gengæld måtte vi undskylde, at han ikke havde tid til at brygge kaffe, så vi måtte nøjes med, hvad Henning kunne finde ud af.
Og den slags.
De to chauffører havde det sjovt og vi hyggemorede os.
Uheldigvis var der gået ged i guidesystemet, så man i hast havde måttet tilkalde Frøken Petersen, en stramtandet skolelærerindetype fra 40'ene.
Hun indledte med at underholde os om, at hun var ekspert i klassiske rejsemål, navnlig Paris.
Men hun nedlod sig dog til at give visse oplysninger om selve rejsen.
F.eks.
Vi har nu en flod til højre.
Vi kører nu i en bjergegn.
Oppe til højre ser De en borg.
Den skal vi desværre ikke besøge.
Borgen passerede vi flere gange under rundrejsen i Provence, men hun anså det for oplysende hver gang at give os samme meddelelse. Og det fortsatte hun med uden at lade sig anfægte af, at vi var begyndt at grine højlydt hver gang, hun fyrede lektien af.
Ind imellem holdt hun belærende foredrag om den franske kongerække og landets politiske historie.
Da Henning og Søren bad hende om at hjælpe lidt til med alt det praktiske, blev hun mopset.
I øvrigt ville hun ikke i restauranten om aftenen sidde sammen med de to chauffører ved et bord henne i hjørnet, men i ensom majestæt ved sit eget bord.
Og så hovskisnovski ud.
Vi klagede selvfølgelig. Og på et eller andet tidspunkt blev kvindeapparatet kaldt hjem.
Vi åndede lettet op.
I har ikke haft det så slemt, som I tror.
Det var mig, der skulle sove sammen med hende om natten, sagde Søren!
Johs.