Uwe Brodersen106.02.2020
Forhenværende sekretær for handelsforeningen på Nørrebro og foredragsholder Uwe Brodersen startede ganske kort med at fortælle om Skt. Joseph hospital, som vi i DR seniorklub (Klærkesalen) lejer os ind i. Hospitalet har ikke virket som hospital siden 1979.

Uwe  fortsatte så med, at beskrive Nørrebros historie og al den ballade, der har været her gennem tiden. Der har altid været "banditter" på Nørrebro i en eller anden afskygning.
Bøller på Nørrebro kender mange af os, Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, prinserne, hypnosemorderen, lokalbetjente og trusler etc.
Der har han oplevet ting og sager som mangeårig sekretær i Nørrebros Handelsforening.
Vi hørte om en landsby, som hed Serridslev, som i 1830 bestod af 18 gårde, som dækkede et kæmpe område, der næsten dækkede hele Nørrebro og Østerbro.
Der var en stor teglgård med blå teglsten, og denne kaldtes derfor i folkemunde Blågården. Assistens kirkegården havde på sine gravstene mange stavefejl. Tænk i øvrigt på hvor mange intelligente mennesker, der ligger på denne kirkegård. Samfundet var inddelt i ni forskellige slags kategorier med hensyn til, hvilken begravelse man kunne tilkomme.
Der har været masser af industri på Nørrebro. Vi kender chokoladefabrikken Cloetta, og her lå også latrinstationen. Disse latrinvogne havde det ikke så godt, når det var varmt. Vognene blev utætte og ligeledes chokoladevognene. Det var svært at se forskel på udslippet herfra.

Kuriosum:
Her kan nævnes, at den første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvej på en af de første biler (Hammelbilen) i Danmark. På en af de første ture var man ved at køre kongen ned.

Vi husker alle aktionen mod ungdomshuset, som Uwe husker på som værende en amerikansk actionfilm. Uwe tænkte tilbage på, at han som sekretær i handelsforeningen medvirkede til at lave en madudbringningsordning, som beskæftigede 75 ansatte. Madordningen fik ingen opbakning, hvorfor man måtte gå konkurs. Senere blev virksomheden kaldt nemlig.com.

Uwe kunne fortsætte og gjorde det også, han beskrev bz aktioner, forkælede venstreorienterede, et brag i Søllerødgade, hvor Internationale Socialisters Kontor blev sprængt i luften.
På Nørrebro var der ingen klassekampe uden gadekampe, hærværk og plyndringstogter osv. 
Man kan blive ved med at nævne negative ting, men Nørrebro er efterhånden blevet et trendy sted at være, det har vi i DR seniorklub glæde af i dag.

Tekst June

Foto Flemming