Lington24.8.17
Det var herligt at få rigtig god gammeldags jazz- og underholdningsmusik med John Lington som foredragsholder. Søn af den navnkundige Otto med samme efternavn, der i de gode gamle dage var kapelmester i Glassalen i Tivoli, hos Otto Leisner i tv, i de forskellige koncertsteder i Tivoli og endda med Leo Mathiesen flere gange godt nok tilbage i den tid, hvor rigtige grammofonplader kørte 78 omdrejninger i minuttet. Herligt at få oprullet en fantastisk karriere, som Otto Lington havde over alt i Danmark og endda flere steder i udlandet. Er man gammel nok kan man også huske middagskoncerterne, hvor Otto swingende med pænt stort orkester. Alt fortalt af sønnen, der selv er musikalsk nok til at blæse en prober tenorsax i eksempelvis Slowboat To China. Iført mørkt tøj som man jo gjorde en gang – og med en samling gentlemen bag instrumenterne og endda med tillæg af en glimrende sangerinde ved navn Lisbeth Sørensen fik vi rigtig god musik, og endda en ørehænger som Uh Jeg Ville Ønske Jeg Var Dig – melodien skrevet af Otto Lington. Det var virkelig en tur ned af memory lane, som åbenbart var svær at afslutte, for det blev mere end 90 minutter i de gode selskab. Store navne som Mills Bros gæstede Danmark og havde Otto Lington som kapelmester. Victor Borge havde æren af at gøre nar af Otto, og sønnen fortalte lystigt alle de gode musikerhistorier afvekslende med Michael Larsen på klaver, Helge Søndergård på bas, Kaj Hangaard ved trommerne, Lisbeth som nævnt den glimrende sangerinde og så kapelmester John på sax. Fantastisk underholdende eftermiddag.

Tekst og foto: ørs-