DSC 0319 2

30.3.17
Sikken en herlig eftermiddag. DR seniorklub havde besøg af tidligere politibetjent Ove Kryger Rasmussen, som underholdt med temaet "Strømeren som hippie". Ove Kryger er født på Vesterbro og kom i lære som klejnsmed og arbejdede derefter nogle år på B&W. I 1970 søgte Ove ind til politiet og blev i 1970 ansat på Station 4, som lå under Elmene på Amager.

Efter nogle år som almindelig politibetjent startede han som kriminalbetjent, som han var i to år. Derefter kom han ind i rejseafdelingen, hvor han indgik i et projekt "Huset" hvor han skulle finde hælere og andre kriminelle. Det var et forsøg som Københavns kommune lavede, og politiet var forbudt adgang. Ove er også med til at få forbindelse til anarkistgruppen, som holdt til på Christiania, hvor gruppen stjal våben fra hjemmeværnet.

Rejseholdet blev nedsat støttet af daværende justitsminister Thestrup og Ove tog rundt til danske provinsbyer klædt ud som hippie. Ove gik under dæknavnet Robert Hansen og blev indlogeret på hotel Weekend i Ålborg, og kom ind i de kriminelle grupper med hårde stoffer og narkotika og her mødte han personen Morten, som godkendte Robert som en god socialist. Endvidere måtte han også blive medlem af DKU. (Danmarks kommunistiske ungdom).

Derefter gik turen til USA hvor Ove blev uddannet til speciel agent. Formålet var at finde narkotika. Det var hård træning og 4 timers gymnastik hver dag og kun med fri om søndagen. Efter 3 uger var der eksamen og bestod man ikke, blev man sendt hjem. Ove bestod naturligvis Det var virkeligt et underholdende foredrag og Ove Kryger var en utrolig god og meget velforberedt fortæller. Han kunne have talt i timevis.

Foto Per Tidgen
Tekst June