Ryberg 116.10.2014
Balletstjernen Flemming Ryberg, der har levet med Det Kongelige Teater i lyst og nød i hele 58 år, og han kunne fortælle os om bygningen fra begyndelsen i Frederik den V’s tid og frem til i dag med opdelingen i Operaen, Skuespilhuset og de tilbageværende bygninger på Kongens Nytorv. Uden for Gamle Scene sidder Holberg og Oehlenschläger stadig og venter på tilskuerne. Vi fik historierne om den gang, hvor forestillingerne begyndte kl. 17 og alt lys i salen var tællelys, og derfor var det en varm omgang at gå i teatret specielt, når forestillingen som på åbningsaftenen trak ud til tæt på midnat. Vi fik mange facts om teatret – fra en 1,8 ton tung prismekrone, der fires ned et par gange om året, hvor alle prismer rengøres, til størrelse på scenegulv og tilskuerpladser. Facts om moderniseringen af Gamle Scene med mange bygningsmæssige fejl bl.a. ved at benytte tætningsmiddel til udendørs brug – inden for. De underlige konstruktioner med en 20 meter lang elevator, hvor scenetæpper og biler kan hentes op til scenen, og det at vagten til teatret lå langt væk fra, hvor tingende sker – det er der rettet op på, men det kostede da også et Steinway-flygel, som et par tyveknægte havde set sig lune på og derfor bortførte. Det Kongelige minder på mange måder om DR. Vi nåede da også frem til nogle af de anekdoter fra teatret, som Flemming Ryberg er så formidabel til at servere, som havde han selv oplevet det alt sammen. Flemming fik talt sig rigtig varm og sluttede med stor applaus 25 minutter efter fyraften.

Tekst og foto: ørs-