17. februar 2012

dsc 0573 2Det var den tidligere TV-direktør, international melodi grand prix-general og efter et par år i filmbranchen nu direktør for radio24syv, som stod foran os med et klart mæle om situationen på hans kun 14 uger gamle radiostation.

Det var Jørgen Ramskov, som altid har sagt tingene lige ud – og stadig gør det.

- Jeg er direktør for et politisk projekt, som skal være i luften i de næste 8 år. En taleradio, der skal være et alternativ til DRs P1, og som i daglig tale har været kaldt ”Radio Møller” efter tidligere kulturminister Per Stig, der ønskede konkurrence til DR.

 

 - Der var kun én, som bød på at lave den radio, nemlig Berlingske og reklamebureauet Wibroe, Duckert og Partners. For 93 millioner kroner om året skal vi lave radio alle dage hele året rundt. De kommercielle danske stationer, som faktisk alle er med rigtig meget musik, har intet at frygte fra vores siden. Vi må ikke være og bliver ikke en konkurrent til dem. Vi skal levere 20 timers kultur om dagen, vi skal have nyheder en gang i timen og vores program er meget skemalagt fra politisk side, fortalte Jørgen Ramskov.

- Til gengæld skal vi ikke ud for at skaffe penge til driften. Vi får næsten 100 millioner kroner ind ad døren hvert år i de næste 8 år. Det er licenspenge. Penge, som DR tidligere fik, da man havde P2 til låns. DR fik jo kun P2 i en kort periode af politikerne, og vi har nu overtaget frekvensen og sjovt nok havde vi en overvægt af lyttere over 90 år, da vi fik en undersøgelse her for nylig.

- Det skyldes, at mange ældre havde indstillet radioen på det gamle P2 – og så fik de os i stedet for efter omlægningen. Men de kan ikke lige finde ud af stille om på skalaen. De fik så en anderledes radio. Uden radiodramatik, uden den gode montage og nyhedsanalyser m.m., som er meget kostbart at producere. Det kan DR, som jo har en nyhedsfabrik i DR Nyheder (sagt i al kærlighed – og ikke nedladende), og på Radio24syv har vi kun 35 nyhedsfolk til det hele. Derfor leverer vi noget, der er anderledes. Vi har hyret folk med skarpe holdninger og med specielle værdier til at køre debatprogrammer. Mange af programmerne er lykkedes – og nogle er ikke lykkedes. Vi skal kigge lidt nærmere på nogle af programmerne – de vil blive ændret, men sådan er det jo altid, når man starter helt fra bunden, fortalte Jørgen Ramskov.

- I juni sidste år trådte vi ind ad døren i vores lokaler, og der var kun vægge, loft og gulv. Det hele skulle bygges op fra grunden, og jeg kunne godt have tænkt mig at have haft DRs store organisation i ryggen. Vi er som sagt kun 14 uger gamle – og meget er rigtig godt – og noget af det er ikke så godt. Det justerer vi. Vi får produceret 20 procent ude i byen – og de 80 procent er egen produktion.

- Vi står foran et større tiltag for at gøre stationen rigtig kendt. Vi markedsfører os i april, og som sædvanlig er det sådan, at ”ting tager tid”. Også for Radio24syv. Vi har fået ros fra Per Stig Møller – han har fået den radiokanal, han ønskede sig. Andre politikere er lidt forbeholdne, men så længe vi lever op til vores givne opskrift, så kan de jo ikke rigtig gøre noget ved det. Vores kontrakt løber i 8 år, og vi glæder os hver dag til at lave rigtig gode radio for de penge, der er afsat til at drive Radio24syv.

Radio24syv har gode gamle DR-medarbejdere til at styre stationen. Suzanne Moll som chefredaktør og så Mikael Bertelsen og Mads Brügger på posterne som kanalchefer.   

Ørs-

11. februar 2012 (rettet 29. feb 2012)


Seniorklubbens gæst var Stig Paulsen, som begyndte sin fortælling allerede ved 8. klasse, som han gik i hele to gange. Først på kommuneskole og senere på privatskole, som han forlod uden realeksamen. Det havde Stigs mor ellers meget gerne set.


- En uddannelse som butikselev i Ballerup Brugs skulle være sagen, men det
var ikke en rigtig god idé, som Stig selv udtrykker det. Men i lære som
klejnsmed gik det dog bedre med, selvom Stig i sin livsindstilling med
manglende sans for at være autoritetstro var noget af en prøvelse for
værkførerne på værkstedet.
- Jeg blev talsmand for lærlingene, så mine fodspor i fagforeningsarbejdet
blev sat meget tidligt. I 1986 kom jeg til DR på mekanisk værksted, som var en del
af dekorationsafdelingen med Willy Thuren som nærmeste chef. – Der var sjovt
at være ansat. Det var den gang DR selv lavede de store underholdningsproduktioner.
Der var store dramatiske produktioner, som gav
masser af arbejde til os. En fantastisk god tid. Jeg blev valgt som
tillidsmand i 1990, og det var med møder i bunkevis med blandt andre vores
egen chef, som alle gerne ville af med. Det lykkedes efter 8-9 måneder.
- 1988 kom TV2 på banen og gav os hård konkurrence. Deres Nyheder er i dag
de mest sete, og nu er TV2 endda blevet en betalingskanal.  I 1994 kom
Christian Nissen, og det blev en underlig grim tid. Fyringsrunder – mere end
2000 stillinger er blevet nedlagt i DR. Tryghedsaftalen blev opsagt af
Nissen, og det gav uro – også i fagforeningerne. I 1997 ville det blive til
en konflikt, Kontaktudvalget blev sprængt. I slutningen af 1999 var planerne
for et hovedkontor for DR på én adresse i støbeskeen og i 2000 var det en
realitet, at der skulle bygges for 3 milliarder i DR Byen. Al TV-underholdning blev
udliciteret i 2000, samarbejdet mellem fagforeningerne
og DR blev afbrudt. En tænketank blev nedsat – et samarbejde mellem DR og
fagforeningerne, og jeg deltog sammen med Søren Berg fra MDR, Kurt Strand og
Mogens Rubinstein samt Peter Kyhl fra Direktionssekretariatet. En platform
til genoprettelse af samarbejdet. Analysegrupper med blev nedsat og i 2001
var jeg formand for KUV og dermed midt i forhandlingsforløbene.  Spændende
tid, hvor Christian Nissen blev fyret af bestyrelsesformand Jørgen Kleener
grundet overskridelse af budgettet på DRbyens byggeri – og kort efter var
det Kleener, som var ude i kulden.  Mogens Munk-Rasmussen blev
bestyrelsesformand, og jeg inviterede mig selv til en samtale med ham i det
fornemme kontor i Nykredits hovedsæde. ”Lille jeg” sad der i designersofaen
og fortalte, hvordan jeg mente, DR skulle styres – og han lyttede i en lille
time. Og som ny Generaldirektør fik vi Kenneth Plummer – en helt anderledes
profil end Nissen.
Christian Nissen har jeg altid haft stor respekt for – og Plummer skabte en
god ånd og tro på fremtiden i DR. Men så var der lige byggeriet, som han
havde arvet. Det gik ad helvede til. En milliard i overskridelse. I 2007 kom
jeg ind i DRs bestyrelse sammen med Mogens Rubinstein var jeg medarbejdernes
mand.  Endnu nogle fyringsrunder, forslag fra Journalisterne om at sælge
selve Koncerthuset. Alt føg i luften og specielt 2007 var et rædselsår med
besparelser og forsøg på at redde stumperne. Jeg var forløbet med at skaffe
50 millioner kroner fra licenspuljen, som lå båndlagt i Kulturministeriet,
og det gav da sikring af nogle arbejdspladser. Det var dog et éngangsbeløb.
DR fik endnu en gang en ny organisation. Direktører blev fyret – og I husker
vel alle, at også Kenneth forlod DR. Han fik et ondt eftermæle – og det
fortjener han ikke at have. Kenneth Plummer var et af de rareste mennesker,
jeg har kendt. Det gik godt med mange ting i DR – og han havde en svær
opgave. Men han skabte ro i DR, men nu har vi en hel anden type med Maria
Rørbye Rønn, som jeg selv har været med til at ansætte. Herligt at vi kunne
få en generaldirektør fra egne rækker og med stor forståelse af, hvad DR er
for en størrelse.  Hun er et ordentligt menneske, og hende vil vi ikke
opleve i skandalehistorier på forsiden af aviserne. Der er styr på
økonomien.
- Koncerthuset fungerer meget fint, det er et rigtig godt hus – og ganske
vist var der budgetteret med tre milliarder kroner til byggeriet – og det
blev 4,5 milliarder. Der er stadig røre omkring direktionen, og en ny
teknisk direktør skal ansættes. For tiden gennemgår vi hele
teknologiområdet, og det skal helt sikkert gennemgå en modernisering, fordi
digitalteknikken udvikler sig med rivende hastighed.  Vi skal nok sige
farvel til flere medarbejdere. Sikkert er det dog, at DR producerer rigtig
meget godt programstof og vi har meget at være stolte af, fortalte Stig
Paulsen, der er gået i gang med en lederuddannelse, som skal anvendes i DR –
eller måske uden for DR, når eksamenspapirerne ligger klar.
Meget er blevet ændret i de 25 år Stig har været ansat i DR.

 ørs-

 

27. jan 2012
simonEngelske Simon Sheard kom til Danmark i 1995 og trods svære tider i restaurationsbranchen, har han efter at have drevet café her i landet startet et helt nyt uddannelsessted for døve. Et produktionskøkken, som ligger i kælderen tæt ved lokalet, hvor Seniorklubben afholder sine møder.

Engelske Simon blev født i Leeds – og voksede op der uden at vide, at han skulle hente hele tre fornemme priser for sin indsats for døve med ”Allehånde Køkken”, der blev til på opfordring af Døveringen. Simon manglede et sted at være for at kunne skabe sit uddannelsessted – og i Griffenfeldsgade stod et 300 kvm produktionskøkken og ventede på ham. Uden tilskud fra det offentlige gik han i gang, og i dag er succeshistorien, at der arbejder 18 personer i køkkenet og 2/3 er døve. Der leveres 400 kuverter ud af huset hver dag – og til tider har man være oppe på at levere 5.800 måltider på én eneste dag.

En rigtig succeshistorie, som har medført tre fornemme initiativpriser – deriblandt FDBs årspris for socialøkonomiske virksomheder, hvor der fulgte 100.000 kroner med. Om en måned vil den første døve danske kok være uddannet fra produktionskøkkenet.

Dansk Røde Kors havde naturligvis hørt om Simon Sheard – så da jordskælvet den 12. januar i 2010 havde skabt kaos på Haiti, blev Simon bedt om at tage til Port Au Prince for at få et bespisningssted op at stå for de mange jordskælvsramte. I november 2010 drog Simon Sheard af sted og sørgede for, at teltlejren fik et forsvarligt køkken med lokale som medarbejdere. Over 1 million boede i teltlejre den gang – og mere end en halv million bor stadig i teltene. En håbløs situation med mord, vold, tyveri, korruption og meget lidt oprydning efter skælvet var det, Simon Sheard oplevede.

- Alt var kaos. Og det blev ved med at være kaos. Der var ingen oprydning af murbrokker. Det hele stod bare, som den dag skælvet ramte øen. Og det vil vare mere end 5 år, før man bare kommer nogenlunde i orden. Alle har søgt ind til byen – og der er ingen bygninger at flytte ind i. Man havde heller ikke noget at bo i på landet – intet at leve af, så situationen er meget håbløs. Den logistik og de økonomiske midler, som Røde Kors mødte op med var naturligvis en stor hjælp – men intet flytter sig i retning af normalisering af tilstanden, fortalte Simon Sheard om sine oplevelser på en ø med håbløse udsigter.

En gribende historie om nød, håbløshed og forsøg på at genrejse en stat og hovedstad, hvor intet fungerer som i vestlige lande.

Ørs-

4. feb. 2012
susanneSøster Susanne – en sprudlende repræsentant for Sankt Josephsøstrene – fortalte den spændende historie om ordenen og baggrunden for at Sankt Joseph Hospitalet nu lige ligger i Griffenfeldsgade.
Der stod Søster Susanne her i vores mødested, den tidligere katolske kirke, i normalt borgerligt tøj – ikke i nonnedragt – og det er bare fordi, Susanne ikke har en sådan.
Det hele begynde i 1650, hvor jesuiterpateren Jean Pierre Médaille i den lille franske by Le Puy havde oplevet stor nød og elendighed som følge af trediveårskrigen. Han kendte adskillige fromme kvinder, som følte, at de ville vie deres liv til Gud og hjælp til fattige. Han grundlagde Sankt Joseph Søstrenes Ordenssamfund. Først 200 år senere blev den danske mission grundlagt – nemlig i 1856, hvor nogle få søstre rejste ind i Danmark fra Tyskland. 

 
Den katolske kirke lå i Bredgade og var hjemsted for præster, der havde menigheden bestående af udenlandske diplomater og handelsfolk.  Sct. Joseph-søstrene hjalp fattige og handicappede. De klarede deres egne omkostninger ved at lave kunstige blomster, som blev solgt til fordel for deres hjælpearbejde. Fra den katolske frue på godset Ledreborg fik søstrene en kurv med madvarer en gang om ugen, så det løb lige rundt.
En af søstrene arvede en pæn sum penge i 1870, og de blev investeret i en pæn stor grund i Griffenfeldsgade og fem år senere havde de skaffet økonomi til at bygge det første lille hus, hvor der var 6 sengepladser til syge personer. Et hospital var grundlagt.  I 1876 var 3 patienter indlagt, blandt dem en sindssyg og en kræftsyg. Kammerherre Berling støttede hospitalet økonomisk, så det blev udvidet, og allerede i 1881 var der 500 patienter årligt. Beliggenheden var langt uden for Københavns voldene, og her var behovet for sygepleje også ganske stor. Det blev i 1904 til mere end 134.000 patienter årligt, og aktiviteten blev udvidet til i alt 10 steder i Danmark. Der var mere end 400 søstre i ordenen, og i dag er man kun 43 aktive søstre.
- Det var vore søstre, som blev dræbt, da Den Franske Skole fejlagtigt blev bombet i 1945. 80 børn og 10 søstre mistede livet. En sort dag for vores orden.
- Sankt Joseph Hospital var en rigtig god arbejdsplads og et godt hospital. Fremragende læger arbejdede der, men tiderne ændrede sig, og vores orden solgte bygninger og grunden til Københavns Kommune i en periode, hvor priserne var bedre end i dag. Det var slemt for mange søstre at sige farvel til hospitalet og kirken – men nu benyttes lokalerne jo til rigtig gode aktiviteter.  
- Der er stadig brug for os. Der er mange fattige personer i Danmark – både økonomisk fattige og åndeligt fattige. Dem hjælper vi, fortalte Susanne Hoyos.
- En hverdag for os søstre er fælles daglig bøn i vores kapel morgen og aften – derudover også en times på et selvvalgt tidspunkt i løbet af døgnet. Op kl. seks hver morgen – og så er der nok at tage fat på. Vi er ulønnede og har viet vores liv til bøn og hjælp til mennesker. Enlige mødre, kvinder der i gammeldags forstand er kommet i uføre, mennesker, der lever på kanten af det, som ”kirken” normalt accepterer. Dem hjælper vi. Kærligheden og hjælpen til menneskeheden er grundelementet i vores virke, fortalte Søster Susanne.

 

Sankt Joseph Søstrene arbejder i store dele af verden. I Europa: Norge, Danmark, Sverige, Irland, Wales, Belgien, Tyskland, Italien, Frankrig og Tjekkiet. Amerika: Brasilien, Bolivia og USA. Asien: Indien og Pakistan. Afrika: Mozambique og Tanzania.
Ørs-

dsc 0505 220. jan. 2012
Det er ikke så nemt at skrive en roman. Leif Davidsen indviede os i, hvordan han selv gør det. Et vejskilt på Djursland med bynavnet Lime inspirerede Davidsen til at arbejde videre i hovedet med hovedfiguren i Graham Greenes ”Den tredje mand”, nemlig Harry Lime. Selv har forfatter Davidsen skrevet forord til en nyere udgave af denne krimi roman. Peter Lime dukkede op i Davidsens bog med titlen ”Lime’s billede” om fotografen, der levede godt af at tage billeder af kendte, når de mindst selv ønskede det. Leif Davidsens entré som journalist i Danmarks Radio skete i 1976 på freelance-basis. I 1978 var det fast arbejde med Jørgen E. Pedersen og frem til 1984, hvor det var Moskva-korrespondenten Davidsen vi nød godt af i DR. 

Leif forlod DR i 1998 – ikke i bitterhed, som han selv siger det. - Jeg er glad for ikke at være der mere, fordi DR er blevet en pølsefabrik, siger Leif Davidsen som et klart statement. Jeg var ikke ked at være der – det var rigtig gode dage. Men tilbage til forfattergerningen, der har givet os mere end et dusin bøger. Fortællestrukturen er vigtig. Hovedpersonen skal findes – og en biperson bliver måske til hovedperson. En person med tiltænkt rolle som hovedperson myrdes måske lidt inde i bogen og bliver pludselig biperson. - Det er ikke altid jeg ved, hvem der er skurke og hvordan det hele slutter, da handlingen udvikler sig efterhånden ved skrivningen af bogen. ”Limes billeder” udviklede sig i alle mulige retninger og endte med at blive en bog, der nu er udgivet på 17 sprog og 12 gange har man arbejdet med den som filmmanuskript – uden det dog har ført til optagelser, fortæller forfatteren. - Der ligger en kvinde på 22 år på dækket af en speedbåd. Kun iført et par RayBan solbriller. Intet andet. En kendt person ejer båden og på land står Peter Lime med sin 400 mm optik sat på kameraet. Han får et godt billede – og så er vi i gang med en spændende handling.  Det hele udvikler sig hele tiden. - De mange romaner har været spændende at skrive. En ferie på Cuba, som min kone Ulla mente vi skulle besøge, blev til inspiration til en roman. En ferie med et mobilhome i USA blev til afsnit i en roman, da vi fandt et sted for mobilhomes tæt ved tre nationalparker. Vi skulle have reserveret plads, da der normalt altid var overfyldt – men ikke den dag vi ankom. Der var masser af plads – og årsagen var ganske enkelte at tre mordere var flygtet fra et nærliggende fængsel – og de havde myrdet en familie undervejs. Derfor var mange var flygtet fra mobilehome-lejren. Politibiler, politihelikoptere og FBI var sat ind i jagten – og vores søn syntes det var enormt spændende. Vel var det så – og det er med i en af mine bøger,  ”Min brors vogter”. Født i 1950 og opvokset i Bogense på Nordfyn i beskedne kår. Udvekslingsstudent til USA i 1967. Sommerferier hos fjordfiskerfamilien i Vestjylland med påbud om – ikke bande, ikke tage guds navn forfængeligt, ikke spille kort og ikke danse. - I Hemmingways fodspor – mindebesøg i de barer, han har levet i. På Cuba og andre steder. Det har jeg gjort. Tiden i Sovjet, de mange reportagerejser og ferie- og researchrejser har været medvirkende til at give mig en mosaik af inspiration til romanerne. Egne oplevelser og masser af fiktion som skal gå op i en højere enhed. Det er lykkedes for mig, fortalte Leif Davidsen, som ikke brugte mange ord på sin tid i DR. Salgstallene taler sit tydelige sprog for den tidligere DR-medarbejder, som er glad for at holde foredrag og skrive bøger. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag med den succesrige forfatter, der kom vidt omkring i et meget spændende univers. Det var også eftermiddagen, hvor ti-kronerne klingede i cafékassen hver gang, der blev skænket fadøl eller vin. Kaffen er stadig gratis for medlemmerne.

 

Ørs-