20. april 2012

Der blev serveret en musikalsk coktail i en fyldt klærkesal da Bent Fabricius-Bjerre fortalte om sit spændende og lange liv. Bent startede sin aktive karriere for 74 år siden og allerede som 5 årig fik han klaverundervisning.


I de unge år sidst i trediverne oprettede han en jazz hule, hvor der blev spillet blues til den lyse morgen.
Den første film melodi Bent komponerede var: Nattens sidste cigaret, som blev sunget af Birgitte Price og siden gik det bare ud over stepperne. Det blev til rigtig mange kendte melodier. Forelsket i København, Temaerne fra Matador, Olsen Banden, Slå først Frede og mange flere.
Undervejs fik vi musikalske smagsprøver, hvilket udløste stort bifald fra salen.

Vi fik også historien om den mest kendte komposition Alley Cat, som blev tildelt en grammy i USA, hvilket ingen andre danskere har opnået. Melodien hed oprindeligt Omkring et flygel, den den tekst duede ikke i USA. Det gjorde navnet Bent Fabricius-Bjerre heller ikke og blev derfor til Bent Fabric, som amerikanerne bedre kunne udtale.

Bent er still going strong og har på det seneste udgivet musik til den unge gereration med bl.a. Remee.

Det var en forrygende god og musikalsk dag i klubben.

 

Bent Erik

12 april 2012

Mikkel Beha  gav os et bragende flot foredrag om sit arbejdsliv og sine store eventyrlige oplevelser på havet.

Mikkel startede sit arbejdsliv som børnepasser i B&U afdelingen, hvor han tog vare på de små, inden de skulle medvirke på TV.


Mikkel har prøvet hele paletten omkring TV, lige fra dokumentarprogrammer til dating udsendelser.
Den nuværende beskæftigelse er hos Nordisk Film, som morgenvært på TV2, men som Mikkel udtalte, banker hjertet stadig for DR, som han håber at vende tilbage til.

Vi fik historien om  barndommen på Nordkaperen og de store oplevelser på det Indiske Ocean.
Det samme har Mikkel gjort med sine 3 børn, som han mener  har givet dem en god ballast i livet.
Vi hørte om underbetalte børnearbejdere i tekstil branchen, som havde en 12 timers arbejdsdag i mere end 40 graders varme og Mikkel berettede om verdens  skønneste steder  og  verdens skyggesider.

Vi fik også en viden omkring regnskoven og de tvivlsomme certifikater  på de trævarer der sælges i vesten.

Det var en meget fin og belærende dag i klubben, hvor Mikkel virkelig var i topform.

 

Bent Erik

17. marts 2012

En farefuld færd i Rusland, Tjetjenien og andre lande i det tidligere Sovjet med møder med personer af høj rang – og forsynet med navne, som stiller urimelige krav til dette referat. Men i al fald var den sprudlende fortæller Vibeke Sperling på besøg hos os.
Specielt mordet på Anna Politkovskaja, den russiske journalist, forfatter og menneskerettighedsforkæmper, som fandt sted lørdag den 7. oktober 2006. Hun var kendt for sin modstand mod konflikten i Tjetjenien og kritik af den russiske præsident Vladimir Putin.

Anna havde skrevet flere bøger om den tjetjenske krige, såvel som Putins Rusland, og modtog adskillige prestigefyldte internationale priser for sit arbejde. Mordet skete på Putins fødselsdag og det blev i vid udstrækning opfattet som et lejemord.
Netop dette mord var omdrejningspunkt for centrale dele af Vibeke Sperlings indsigtsfulde foredrag om hendes forhold til det Rusland, som hun har levet i med sin familie i flere omgange og tilsammen i hele syv år.
- Det var et forfærdeligt overgreb og tydeligvis et bestialsk mord, fortalte Vibeke Sperling, der i dag er udlandsmedarbejder på Politiken, og hun har været på lønningslisten i DR med mellemrum i adskillige år med job på P1 og DR2s Udefra og som korrespondent i Moskva.
- Rusland er et mærkværdigt land. Det er militæret og magthaverne som sætter sikkerhedsfolk på journalister som mig, så jeg er ofte blevet ført rundt i snor. Man kan komme over alt, men i Grosnij var der en mur af sikkerhedsfolk omkring mig og et par andre udenlandske korrespondenter. Vi var indlogeret på en militærbase og skulle spise med officererne. Vi fik maden gratis – mod at vi betalte drikkevarerne.
- Og der blev drukket tæt. Korte skåltaler i massevis og hyldester til regimet, og pludselig blev jeg som gæst opfordret til at holde skåltale. Det gjorde jeg – og jeg bad om at vi mindedes de mange uskyldige tjetjenske ofre under russernes krig.
- Der blev helt stille, og flere af sikkerhedsfolkene var rasende på mig. Fra 2003 har jeg så været persona non grata og ingen mulighed for at få visum til indrejse. Jeg har forsøgt flere gange – og senest i forbindelse med præsidentvalget i december, men jeg kommer aldrig ind i Rusland, så længe Putin er ved magten, sagde Vibeke Sperling, som har været rundt over alt i Rusland – og har dækket mange store begivenheder og specielt har interesseret sig for den menige russer. Et af hendes journalistiske tricks har været at køre rundt i metroens ringlinje for at opsnappe og lytte sig frem til netop det, som den almindelige russer interesserer sig for.
- End ikke et lille turistvisum kan jeg få. Jeg har mange gode venner i Rusland, og jeg holder meget af at være der, men nu må jeg ikke komme der mere. Det er et anslag mod ytringsfriheden, og jeg har da også fået dødstrusler.
- Du står på samme liste som Anna Politkovskaja, har jeg fået at vide, og det siger noget om stemningen i Rusland. Det er naturligt med dødstrusler – og eksekveringen af dem.
- Rusland er ved at få omvendt borgerne fra at være undersåtter til at være borgere. Putin, der netop er blevet valgt, holder nok ikke tiden ud. Og jeg ønsker ham ad helvede til. Men jeg elsker landet. Den russiske litteratur, den kærlige og på samme tid brutale befolkning. Det russiske drikkelag – og dem har man rigelig muligt for at deltage i.
Vibeke har mødt alle de store russere. Før murens fald og opblødningen af den kolde krig – og efter. Vi fik historien om hendes møde med Jeltsin, som var godt og grundig beruset kl. 9 om morgenen – og ude af stand til at opfatte og svare på spørgsmål fra journalisterne.
En ordentlig orientering i det fremmede land, der er en del af Europa og som har gennemgået en rivende udvikling i de seneste årtier – og som langt fra er færdig med denne udvikling. Det var, hvad vi oplevede på en lille times tid i selskab med den gode fortæller Vibeke Sperling, som nemt kunne have fortsat med sin fortælling om hendes elskede Rusland langt hen på aftenen.

 

Ørs-

bent e 42. april 2012
Vorherres repræsentant til mødedagen udeblev – med en ikke alt for god undskyldning godt 20 minutter efter foredragsstart. Men formanden greb mikrofonen og indviede os i sit spændende liv med DR som krumtappen de fleste af årene. Vi fik ikke de ti bud – ikke engang et afbud – men et hjælpe-bud.

Født på Bornholm, opvokset i et rabarberkvarter ved Tingvej på Amager med en noget sporadisk skolegang og uden eksamenspapirer var Postvæsenet den første rigtige arbejdsplads for Bent Erik Hansen, som drønede rundt på de hedengangne gule Nimbus motorcykler med telegrammer i sidevognen. Telegrammerne var også til Danmarks Radio i forhallen, Rosenørns Alle 22, hvor Ib Christiansen var ansvarlig for betjentene i huset. Han så Bent Eriks oplagte talent – og Bent blev antaget som hjælpebud på prøve. Postvæsenets udgifter til reparationer af smadrede Nimbus’er har nok hjulpet på en hurtig overgang til DR. Fra denne noget løse stilling blev Bent fastansat som rigtigt bud. Senere formand for budene, fuldmægtig, driftschef og praktisk altmuligmand med post og trykkeri som ansvarsområde. Også kantinen var hans område – og det har mange været rigtig glade for. Kvaliteten af maden blev bedre.

 

Posten og trykkeriet samt evnen til skrive sange gav forbindelserne til mere end det normale arbejde i TVByen – også Idrætsforeningsformand blev han. Turnéleder med Morgennisser landet rundt på slotte i flere års decembre blev en del af livet for Bent Erik, der kan fortælle om mange sjove episoder under disse rejser med radio- og senere tv-programmer om morgenen. Penge i kassen til Dansk Radio Hjælpefond – og fantastiske oplevelser med pianisten Johannes Rasmussen og skiftende morgennisser overalt i Danmark og ud af højttalerne de mørke decembermorgenen. Det blev til rekord i indsamling – og optræden på scener som Sønderjyllandshallen med hele holdet – hvor der endda blev klappet taktfast.

 

Formand for DRs Idrætsforening – og præsidentposten i EBU-landenes Sportsforeninger – gav masser af oplevelser og arbejde – endda som æresborger i bulgarske Burgas, som er blevet besøgt 8 – 10 gange.

Store dele af arbejdet i DR har været en fest – men også hårde dage med kamp mod dårlige beslutninger på ledelsesniveau (beslutninger fra de såkaldte badegæster, det kun var et smut inden for i DR). En planlagt udlicitering af post og kantiner satte Bent Erik sig op i mod – og 60 arbejdspladser blev reddet allerede i TVByen – og i DR Byen nåede Bent aldrig rigtig at flytte ind i – og havde han gjort det, så var en del måske blevet anderledes.

Vi fik en hurtig rundgang i en helt speciel karriere i et DR, og nogle erfaringer, som DRs Seniorklub nyder godt af.

God påske.

Ørs-

11. marts 2012

Præsident i Dansk Røde Kors, tidligere administrerende direktør i SAS, Susanne Larsen, var i strålende fortællestil fra barndommen for 62 år siden i små kår på Amager som mellemste barn af 3 piger frem til i dag. Vi fik det hele med. Kriserne undervejs i SAS, hvor tekniske problemer med DASH8-fly medførte, at hele 23 fly blev på jorden.
- Jeg har været igennem det hele med SAS, der ligesom DR er et klenodie.

Efter en uddannelse på et rederikontor og fik min første barn som 17-årig. Og så er man bundet af pasning af barn, mens veninderne fester i byen. Rederiet lukkede, og jeg skulle finde nyt arbejde. SAS lå jo pa Amager, så det var nærliggende at søge ind der. Jeg ringede og fik tilfældigvis fat i en person, der skulle stoppe, og så blev jeg antaget straks, fortalte Susanne Larsen, der for to år tiden fik udgivet en selvbiografi med titlen ”Med luft under vingerne”.
 
Fra at være altmulig-menneske i SAS endte Susanne Larsen med at være administrerende direktør, og var igennem kriserne i SAS med masseafskedigelse og strejker til følge. En bevæget og krævende tid samtidig med familielivet skulle passes med en virkelig udfordring med hendes udviklingshæmmede datter, der i dag bor i et bofællesskab.
I dag er det humanitært arbejde, der er størstedelen af Susanne Larsens tilværelse. Specielt Røde Kors, men også CARE, Vækst & Viden i Helsingør og en lang række kulturelle organisationer har gavn af Susanne Larsens erfaringer med SAS. Hun har altid været en smule vild og påtaget sig opgaver med store udfordringer. Det gør hun stadig, men at slappe af fra det hektiske arbejdsliv var kun med kortvarige ferier - indtil hun stoppede i SAS i begyndelsen af 2009.
- Jeg ringede til min veninde Vibeke (Windeløv), og fortalte, at i morgen kørte vi i min bil. Hun måtte vælge første stop – og det blev Rødby. Så kørte vi snart efter rundt i Normandiet, tænkte på Spanien, men blev dog i Sydfrankrig i nogle uger og med et smut til Italien. Tænk, at vi kunne gøre, hvad vi ville. Tiden var vores egen – og vi gjorde kun, hvad vi havde lyst til. Det blev nogle fantastiske dage, hvor vi begge fik trukket vejret helt igennem, fortalte Susanne.
Det var en oplevelse at høre en sprudlende kvinde med så megen fut i. Siden begyndelsen af 2010 har Røde Kors haft gavn af hendes ildhu og indsats.

 

Ørs-